Tjekliste til begravelse: Sådan gør du

I tiden efter et dødsfald er der mange regler, der skal følges og naturligvis også mange overvejelser, der skal gøres. Det kan være meget svært at håndtere og overskue, når man sidder midt i sorgen. Vi har derfor her lavet en tjekliste til dig, der har oplevet et dødsfald og skal planlægge en begravelse for at gøre det hele lidt mere overskueligt for dig.

Dødsattest

Når en person dør, skal der skrives en dødsattest. Den skal udfyldes og underskrives af en læge. Som pårørende skal du altså enten kontakte den afdødes egen læge eller lægevagten, så der kan laves en dødsattest.

Anmeld dødsfaldet

Når der foreligger en dødsattest, skal dødsfaldet anmeldes til begravelsesmyndigheden (kirkekontoret) seneste to hverdage efter dødsfaldet. Det kan du gøre ved at udfylde en anmodning om begravelse eller ligbrænding. Anmeldelsen bliver sendt digitalt via borger.dk. Du kan også få en bedemand til at anmelde dødsfaldet for dig, idet du i anmeldelsen også skal angive, om den afdøde skal begraves eller kremeres, om en præst skal medvirke samt hvor og hvornår begravelsen skal finde sted. Begravelsesmyndigheden sørger så for at give andre relevante instanser besked om dødsfaldet, heriblandt skifteretten, kommunen, kirkegården samt evt. krematoriet.

Bedemand

Det er ikke et krav at kontakte en bedemand, men langt de fleste vælger at gøre det alligevel. Bedemanden tager nemlig en stor del af byrden ved at tage sig af alle de praktiske forhold i forbindelse med dødsfaldet og begravelsen – en masse opgaver, som kan virke helt uoverskuelige, når man sidder midt i sorgen. Mangler du en bedemand nær Kolding? Find en bedemand i Kolding kommune.

Dødsannonce

Det er kutyme at få bragt en dødsannonce i afdødes lokalavis. Hvis du ønsker det, skal du kontakte redaktionen på den avis, du ønsker annoncen bragt i. Du kan også få oprettet en dødsannonce på internettet, f.eks. på afdoede.dk.

Kister og urner

Uanset om der er tale om en begravelse eller bisættelse, så er det et lovkrav, at afdøde lægges i en kiste. Der findes mange forskellige slags i forskellige materialer, så her kan du med fordel trække på bedemandens erfaring.

Kirkelig begravelse eller bisættelse

Når man er medlem af Folkekirken, har man mulighed for at få en kirkelig begravelse eller bisættelse. Hvis det ønskes, skal du kontakte kirkekontoret eller præsten for at aftale tidspunkt for begravelsen/bisættelsen. En begravelse skal per lov afholdes senest 8 dage efter dødsfaldet.

Hvis afdøde ikke er medlem af folkekirken, kan vedkommende ikke få en kirkelig begravelse. Her foregår ceremonien i stedet i et kapel – og ellers er der ingen lovkrav til, hvordan eller hvor ceremonien skal foregå.

Gravsted

Der er flere muligheder, når det gælder ”det sidste hvilested”. De danske kirkegårde har begravelsespladser for alle – uanset om man er medlem af folkekirken eller ej – og så findes der også begravelsespladser for bestemte trossamfund. Derudover er det også muligt at sprede asken over åbent hav eller nedsætte urnen anonymt på en skovbegravelsesplads.